Varm velkomst i Valby

03.05.2016
1. maj viser sig fra sin bedste side, da københavnerne og kommunen står klar på Otilliavej i Valby for at byde de første flygtning velkommen

Søskendeparret Malou og Viktor er blandt de mange, der står klar med flag og skilte. Malou har taget en kurv med pandekager og rød sodavand med til de nye valbyborgere. Endelig kommer de første. Det er Wasim og hans 15 årige nevø Malik. De er tydeligt rørte og glade over den store velkomst.

Da alle 19 flygtninge er ankommet, bliver der holdt taler, samtalet og spist kage i husets fællesrum. En af de yngste, nye beboere indtager legerummet og det donerede legetøj med stor iver.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester var med dagen igennem og snakkede blandt andre med Heba fra Syrien, der er kommet hertil med sin lille søn og datter.

”Heba fortalte mig, at hun er utrolig glad for at være i tryghed. Men hun vil ikke bare ’passes på’. Hun vil gerne tage del i det danske samfund – lære sproget og få et arbejde hurtigst muligt. Det er meget livsbekræftende og viser, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at integrere fra første dag med job, uddannelse og dansk,” sagde beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Vi skal løfte i flok
For første gang siden 1999 skal København tage imod flygtninge – 335 i løbet af i år og endnu flere i 2017. Huset er kun lige blevet klar, og de spritnye gulve, senge, komfurer og baderum mangler stadig noget personlighed. Venligboerne og medarbejdere fra Københavns Kommune hjælper derfor hinanden med at gøre de lidt sterile grå rum, til hyggelige hjem – og de nye beboere får lov at finde sig til rette.

”Vi har haft et super godt samarbejde med venligboerne, og det er imponerende at se københavnernes opbakning. Nu håber jeg bare, at de københavnske virksomheder også melder sig med løntilskudsstillinger og praktikpladser, så vi kan give flygtningene mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet,” siger Anna Mee Allerslev.

I fællesrummet sidder kommunens medarbejdere tilbage med masser af efterladt kage og ømme tæer. Nu skal næste dag planlægges, der skal holdes husmøde, laves mad- og rengøringsplaner, så hverdagen forhåbentlig kan tage sin form på Ottiliavej.